Min vej til Berlin

Af Jens Kammer

Jeg begyndte at løbe i foråret 2009. Mine løbeture var i og omkring Holbæk, hvor vi er begunstiget med den mest fantastiske natur.

Det gik egentlig rigtig fint – også hen over sommerferien, hvor jeg fik løbet hver anden dag.

Men vel hjemme igen fra ferie i Italien gik det galt – jeg kunne ikke komme af sted.

Jeg fandt på de mest mærkelige undskyldninger for at blive hjemme – ”nej, jeg skal jo købe ind og lave mad om 2 timer, så det kan ikke svare sig at løbe i dag.” ”Puha det ser ud til regn i det fjerne,

Så jeg må hellere blive hjemme.” ”Hvis ikke det var så koldt, så kom jeg helt klart af sted.” Og der var mange af dem – sjovt nok blev de mere og mere kreative.

Det blev september, og jeg var gået helt i stå med mit løb – der var ingen motivation.

En aften skrev jeg en mail til Hans Bruun-Jensen, formanden for Holbæk LMK.

Budskabet i teksten var: ”Hans, mit løb er gået i stå, kan HLMK hjælpe mig i gang igen?” Svaret kom indenfor 20 min. – sådan her gør vi. Synes du skal møde op til onsdagstræning i morgen.

Lad os mødes lidt tidligere, så skal du få lidt mere info.

Mødte op – og nå ja, så var jeg hooked igen. Der var jo mange løbere med gejst og lyst til at hjælpe mig videre. Jeg blev trukket med rundt i skoven. Der blev indgået aftaler om at løbe sammen.

Jeg genfandt motivationen og var helt med igen. Hvilken fantastisk følelse.

Hen over vinteren begyndte motivationen at dale lidt igen. Jeg kom ikke rigtigt videre.

Jeg løb alle turene med klubben og havde rigtigt gode løbeture, hvor det sociale ved løb blev dyrket – men jeg følte ikke jeg blev bedre. Jeg kunne ikke presse mig selv tilstrækkeligt.

En aften i januar var der foredrag i klubben. Brian Dåsbjerg fra Danish Sports Academy skulle fortælle om sit liv som Militær femkæmper gennem 12 år samt om træning og motivation.

En rigtig god aften, hvor en af klubbens virkelige kvaliteter mærkes – det sociale liv hvor også de nye er med. Brian fortalte om, hvordan han arbejder med træning og motivation.

Hvordan der med regelmæssige fysiologiske tests følges op på træningsvejledningen. Hvordan der målrettet trænes mod specifikke målsætninger.

Jeg blev meget motiveret af at høre foredraget og efter et møde med Brian, var jeg overbevist om, at han kunne hjælpe mig videre.

I begyndelsen af februar 2010 gennemførte jeg min første fysiologiske test, der gav mig en overraskelse.

Min max puls er væsentlig lavere, end jeg har troet. Jeg har altid trænet efter 220 minus alder, hvilket for mig vil give et resultat på 180. Min max puls viste sig ved testen at være 168.

Jeg måtte således revidere min opfattelse af de pulsniveauer, jeg hidtil havde trænet efter.

Udover testen skulle jeg sætte mål for min træning. Første mål blev at gennemføre Berlin Marathon i september 2010.

Brian sendte mig første træningsprogram, der hver gang gælder for 14 dage.

Ud over træningen skal jeg registrere antal timers søvn, hvordan jeg har det om morgenen samt efter træning.

Programmerne tager hver gang højde for arbejds- og private planer, så der ikke er undskyldninger for ikke at følge programmet.

Jeg oplevede hurtigt rigtig god fremgang i min træning. Kunne se på min favoritrute, at mine tider blev bedre og bedre.

I april var der klubtur til BT Halvmarathon. Der oplevede jeg for første gang at lægge en strategi for et løb – og ved at følge den fastlagte plan gennemførte jeg med overskud og på den tid,

jeg havde besluttet at gå efter. Utroligt som systematisk træning virker.

Henover sommeren oplevede jeg, at min krop ikke helt kunne holde til at træne hårdt – jeg går simpelthen i stykker – lidt ømhed hist og her.

Jeg var ofte små-skadet – ikke voldsomt, men nok til, at mit mål om at gennemføre Berlin på 3:45 blev revideret til at gennemføre Berlin.

I løbet af august gik det dog så godt fremad, at jeg i mit stille sind satte et mål om 4:00. Mit første maraton skulle gennemføres på 4 timer – det burde kunne holde.

For at give mig selv mulighed for udelukkende at fokusere på at løbe i Berlin bookede vi hele turen gennem Marathon Travel Club.

Vi skulle blot selv køre til Berlin, hvor der var booket hotelværelse, bestilt startnummer etc. Min hustru ville med som hepper – hun havde været på sidelinien gennem hele forløbet og ville på ingen måde gå glip af målet.

I ugen op til det store løb steg mit spændingsniveau mærkbart. Kunne jeg nu klare det? 42,195 km er godt nok langt.

Kostplanen og nedtrapningen fulgte jeg slavisk, og jeg følte mig mere og mere klar. Og endelig afgang til Berlin.

Vi ankommer fredag middag, hvor vi tager direkte til Berlin Vital Expo – messen omkring Berlin Marathon.

Det er en kæmpe messe, hvor alle mulige udstillere har mere eller mindre gode tilbud til løbere og skatere.

Jeg får købt nogle flere CEP løbestrømper og lidt andet gejl - og sidst får jeg mit startnummer. Hold fast hvor er jeg glad for at få det nummer.

Der er bare kæmpet mange timer i al slags vejr og humør – og ikke mindst alle de små irriterende skader, jeg har haft under træningen. Men nu endelig står jeg med kuverten – god følelse.

Sidst på eftermiddagen løber jeg en rigtig dejlig tur i 23°C rundt omkring start/mål området for at danne mig et indtryk – det er stort det her.

Lørdag går med lidt afslapning på hotellet og en sightseeing med bus rundt i byen, hvor vi dels får set en del seværdigheder (udefra) og dels en del af søndagens rute.

Den ser dejlig bred og flad ud – lige noget for mig.

Desværre begynder det at regne og vejrudsigten for søndag ændres fra overskyet, men tørt og 18 °C til regn, blæst og 13 °C.

Ikke godt for min i forvejen tiltagende nervøsitet – for hvad skal jeg nu tage på til løbet – er en singlet stadig nok eller bør jeg tage en svedundertrøje på? Bør det være knickers længde tights eller de korte tights som oprindelig planlagt?

Nå det må besluttes søndag morgen! Tidligt i seng og nå ja, grillkylling. Jeg ligger bare der og drejer rundt og rundt – godt spændt med masser af tanker om alt det, jeg ikke ved.

Søndag morgen op kl. 05.15. Morgenmad kl. 05.30 efterfulgt af et dejligt varmt bad til at løsne lidt op for muskler og nerver.

Jeg går stille de ca. 1,5 km op til startområdet fra hotellet med god tid til start. Desværre tager regnen til, så det nu nærmest står ned i stænger – endnu et nøk opad i stressniveau, eller rettere spændingsniveau. For stresset bliver jeg først rigtigt, da mit løbe-ur ikke vil tænde 15 min før start – det har endda ladet hele natten. Hvordan skal jeg nu disponere? Hvad med min plan, al min skrøbelige planlægning til et løb jeg ikke ved, hvad ville udsætte min krop og psyke for – ØV.

Jeg er voldsomt presset. Mig, der altid træner på puls – nu uden pulsdata. En plan om at løbe 5:40 min/km, som jeg nu ikke kan se, om jeg følger…

OK træk vejret dybt og fokuser. Brug Borgskalaen, Jens. Det skal ikke føles hårdt de første 21 km. 21 – 30 km må godt kunne mærkes og derefter nå ja, så er det bare hjem. Jeg ved, at Pia vil stå i venstre side ca 1 km efter start – må give hende ur og pulsbælte, så jeg ikke har det at fokusere på. Kig efter 4:00 fartholderne og løb. Se, hvad der sker.

Kl. 09.00 stiger tusindvis af balloner til vejrs til tonerne af ”This is the moment”. Indrømmet jeg er lidt overvældet. Her står jeg med nummer 33433 på maven – klar til min første maraton. Præcis 6 år og 1 måned efter jeg fik åbent lårbensbrud i en trafikulykke. Regnen siler ned, men jeg er ligeglad, for det her er, hvad jeg har kæmpet for.

Startskud, lidt tumult for at komme i gang og pludselig løber vi. Får overdraget ur og pulsbælte til Pia som planlagt, og nu skal jeg bare finde rytmen. Det er sværere, end jeg har forventet, trods en 6 sporet boulevard er der meget ”trafik”. Tusindvis af løbere overalt. Også rigtigt mange danskere. Af de 120 nationer, der er repræsenteret har Danmark næstflest løbere med, efter værtslandet Tyskland. Vejbanen er lidt glat pga. regn og nedfaldne blade. Begynder at fokusere på første depot. ”Når du ser skiltet, så tag din gel. Gå hurtigt, mens du drikker en kop vand og løb så videre.” Fartholderne løber bare forbi, så de skal indhentes igen. Ved 10 km stopper fartholderne for at drikke, det tager længere tid end jeg, så nu er jeg alene – løb på følelsen Jens! Er fantastisk løbende frem mod den halve maraton. Det hjælper også, at de danske løbere bliver heppet på af danske tilskuere hele vejen.

Ved 26 km begynder mine lår at være tunge. Møder et depot ved 28 km, som jeg tror, er 30 km-depotet, så jeg tager en gel og vand. Desværre - for nu skal jeg holde den gående ekstra langt – indtil de 35 km. Nå nej, der er powerbar energidrik ved nogle depoter. Jeg har aldrig drukket det før, så jeg ved ikke om jeg kan tåle det, men må om nødvendigt tage chancen.

Efter 30 km rammer jeg en distance, jeg ikke har prøvet før. Jeg tager en gel og vand ved 32,5 km. Det går godt det her – jeg er godt løbende. Jeg lever nu fra depot til depot – 5 km ad gangen. Ved 36 km bliver det vanskeligere – jeg har ondt nu. Aftaler med mig selv, at det er OK. Jeg må gerne have ondt, for der er blot 6 km tilbage. Sådan går tiden frem til de 40 km. Derefter er bare hjem.

Når skiltet med 1 km tilbage – nu kan det ikke gå galt.

Jeg passerer under Brandenburger Tor – 600 m tilbage – kan se målet – og nu gør det ikke ondt mere. Jeg flyver nærmest det sidste stykke vej. Kan mærke jeg smiler, begge arme højt hævet. Ser målet lidt tåget – opdager tårerne triller ned ad kinderne.

Jeg er i mål – har gennemført Berlin Maraton – mit første maraton. Og tiden. Ja, jeg løb i 4:00:56 - uden ur.