Eremitageløbet søndag d. 10. okt. 2010
En personlig beretning fra dette års Eremitageløb af deltager nr. 1339 Toni Rytter
Hvor hårdt må en mand på 51 år egentligt køre sig selv?
Efter at jeg har været medlem af Hlmk i godt et år og jeg som jer alle sammen har oplevet det smittende og glædelige ved at løbe sammen med andre.
Var jeg så meget ovenpå efter at have været i Berlin og løbe maraton forrige weekend, at jeg måtte have et løbenummer til dette års Eremitageløb.
Dette på trods af at fristen var overskredet. Heldigvis var der en anden løber, der havde en startnummer til salg og oven i købet et lavt nummer.
Så forhåbningerne var store til egen formåen på den 13.3 km kuperede og stærkt overbefolkede, skulle jeg erfare, rute i dyrehaven.
Som formand Hans Bruun havde annonceret over facebook og alle andre digitale medier, var der stadig ledige pladser i bussen med afgang fra Bjergmarkshallen.
”Vi kører senest kl. 8.30”!
Ja, den kender vi godt. Efter at have fået de sidste med, gik turen 10 minutter over kl. senest i tæt tåge mod dyrehaven.
”Godmorgen alle sammen, Er i friske”!
Joh, friske var vi da, lød det fåmælt, men der skal nu en del friskhed til for bare tilnærmelsesvis at lyde som vores energiske formand.
Sammenlagt var de 70 øvrige i bussen nok li´så friske som Hans.
Da vi efter ”en behagelig overfart og bus kaptajnens beroligende forudsigelser om turen” drejede fra motorvejen ved Lyngby mødte vi det store opbud af løbere og tilskuere i biler og busser iklædt tidens nationaldragt, løbetøj. Her tænkte jeg sammen med min sidemand i bussen, at det er rart ikke at skulle bekymre sig om at have bil med.
Dyrehaven var indhyllet i tæt tåge da vi ankom og gik i gang med at etablere HLMK’s base rundt om et stort bøgetræ. Her bestemmer vi! Syntes den medbragte banner, der blev hængt op i træet med løbeklubbens logo, at signalere. Det gav nu en meget god fornemmelse af at være et hold.
”Så er der 15 minutter til start”.
Speakeren kværnede uafladeligt løs om at Eremitageløbet var verdens ældste, og at det ikke lå til den danske mentalitet at prale med det?
Min nervøse mave havde den sidste times tid gives signaler om at den overvejede et toiletbesøg, men med udsigt til at skulle stå i kø ved de alt for få toiletskure, overhørte jeg signalerne og koncentrerede mig om den forestående udfordring.
”Der bliver trængsel oppe foran”!
Hvor var der ikke trængsel? Med et deltagertal forventet omkring 19.000 løbere, vil der være trængsel alle vegne. Igen konstaterer jeg at det sidste toiletbesøg for 2 timer siden ikke var tilstrækkeligt.
Opvarmning ved Erna Iversen alias Peter Larsen, som med sin frodighed bragte smilet frem og min tarmrumlen blev glemt.
3 minutter til start.
Spændingen stiger og koncentrationen skærpes. Det kan godt være at der er tale om motionsløb, men det er ikke det samme som at man ikke lige kigger feltet an og ”føler hinanden på tænderne”.
10,9,8,7,6,5,4,3,2,1 løbet skydes i gang og pulsen stiger straks. Glemt er maverumlen og spekulationer om sidemanden, nu er nu!
Tempoet er fra første skridt højt, der kæmpes om at komme frem og det kræver fuld opmærksomhed. Jeg nødig hægte den foranløbende. Mange overhaler mens andre falder ned gennem feltet, tydeligt fordi de har været for ambitiøse med at placere sig forrest i startfeltet. Der løbes i krat og i grøfter.
En er styrtet og bliver behandlet for blødende knæ. Løbet er ikke faldet til ro endnu. Først da vi starter på den første stigning op mod Eremitageslottet bliver der større afstand mellem løberne og herefter falder der en anden ro.
Jeg har lagt for hårdt ud. Det er svært ikke at blive fanget af stemningen. Jeg griber et glas vand på toppen, det meste rammer ved siden af, mens jeg fortsætter. Ned ad en lang og flad grusvej og jeg konstaterer at der er 8 km hjem.
Publikum er pænt fordelt langs det meste af ruten og klapper og hepper. Eremitageløbet er en søndagsudflugt for mange og tilskuerne er med til at gøre det ved os, at vi bider smerten i os og bliver ved. Op mod slottet igen og et glas energi drik. Det sidste stykke af ruten er mere kuperet og ujævn og trækker de sidste kræfter ud af mine efterhånden stive og ømme ben.
Mål kære mål. Jeg kan se det. En tanke farer igennem mit hoved. Hvad pokker ligner det at ligge det oppe på en bakke. Jeg er nu så træt og lader mig overraskende overhale af en synlig ældre, men bedre løbende herre som ikke værdiger mig et blik.
Hvad er det der får mig til at gøre dette her?
Svaret giver sig selv da jeg med den allersidste kraftanstrengelse passerer de røde tidstagning måtter og jeg stopper m it løbeur stærkt forpustet og med et begyndende sidestik.
Befrielsen der indfinder sig i kroppen. En tilfredshed over at have gjort det. Det er så ligetil og enkelt.
Langsomt begynder vi fra Hlmk at samles igen ved træet.
”Hvordan gik det og fik du en god tid”?
De fleste er tilfredse med egen indsats, mens nogen lader en bemærkning falde om arrangementet eller at der ikke var plads nok til at de kunne folde sig ud.
Solen har ved slutningen af løbet presset tågedisen bort og en træt og synlig tilfreds gruppe af løbere begiver sig hjemover. Vi fra Hlmk til en god times kørsel i bus.
”Du er ikke så køn når du sover”!
Jeg vækkes før Roskilde af formand Hans, der lige skulle op på bussens øverste dæk for at konstatere om vi var ved godt mod.
Joh, trætte og ved godt mod.
Tak for en god tur til deltagere fra Hlmk
Toni Rytter